Har du spørgsmål, så kontakt os på

3918 0875

Melanie Raskin

Tandlæge

Jeg hedder Melanie Raskin og er født i 1970. Siden 2003 har jeg været fast tandlæge på Tandkunsten, og vi har nu igennem mange år oparbejdet et rigtig godt samarbejde, hvor vi får det bedste ud af hinandens kompetancer.

Jeg laver al slags tandbehandling men har i de seneste år specialiseret mig indenfor nogle særområder.

Særligt genopbygning af meget slidte tænder, i særdeleshed fortænder, er noget jeg bruger meget tid på og fortsat dygtiggør mig i med efteruddannelse. Mange mennesker, også yngre, har et stort slid på tænderne, hvilket truer deres funktion på lang sigt og er kosmetisk utilfredsstillende. Med de nye materialer og teknikker, vi har i dag, er det ofte muligt – indenfor et rimeligt budget – at genskabe de slidte tænder. Herved beskytter vi dem mod fremtidigt slid og opnår fine resultater kosmetisk set.

Derudover laver jeg kosmetisk tandretning. Mange voksne har en tandstilling, de er kede af, og ofte er det muligt på kun 5-6 måneder at rette tænderne, så de står flot. Det er altså ikke kun børn, der får rettet tænder, og alle de voksne, jeg har behandlet, giver udtryk for at de er glade for beslutningen og resultatet. Det er en meget spændende type behandling for mig, da den strækker sig over længere tid og udfordrer mig igennem hele processen. Også her videreuddanner jeg mig løbende, så jeg kan tilbyde flere typer bøjler – både fastsiddende bøjler (”togskinner”), hvor vores dog er hvide/gennemsigtige, og retning med gennemsigtige plastskinner, som man tager af, når man spiser.

Igennem alle mine år i faget har jeg også lavet mindre kirurgiske indgreb, som fjernelse af visdomstænder, og det fortsætter jeg med. Dog henviser jeg af og til til specialtandlæger, hvis der er særligt vanskelige tilfælde, og også min kollega, Lise, er utrolig dygtig indenfor dette område. Vi sparrer ofte om behandlingerne, når vi har brug for et par ekstra øjne på sagen, hvilket giver mig – og dig, som patient – stor tryghed.

Mange mennesker lider af tandlægeskræk i større eller mindre grad, og jeg har altid haft en særlig interesse i at behandle denne gruppe. Det er utrolig vigtigt for mig at skabe et trygt rum, hvor patienten har tillid til mig og det øvrige personale, således at vi kan behandle tænderne under så rare rammer, som muligt. Jeg informerer grundigt inden behandlingen om, hvad der skal ske, og alt skal foregå i det tempo, der passer den enkelte. Vi aftaler altid, at patienten kan signalere til mig undervejs, så jeg kan stoppe og give en pause eller lægge mere bedøvelse. Her er det altafgørende, at jeg og patienten samarbejder og at behandlingen netop også for patienten fremstår som dette; et samarbejde. Mange har i barndommen haft voldsomme oplevelser hos tandlægen, nærmest oplevet som overgreb, og det tager tid at komme udover dette.

Privat er jeg gift med Jakob og har to dejlige piger på 12 og 14 år. Vi holder af at spille musik og lave god mad, og når vejret tillader det at være i haven.

Jeg underviser et par gange om ugen motionshold i mit lokale træningscenter. Udover at det holder mig i form, så giver det mig stor glæde at undervise og træne sammen med søde og sjove mennesker.

Jeg elsker mit arbejde som tandlæge. Det er afvekslende og spændende, og da det er et fag i konstant udvikling, er der altid nye ting at dygtiggøre sig i. Vi har et super-godt team på Tandkunsten, og vi gør os altid umage for at gøre din oplevelse så god, som muligt.